I går modtog jeg mit osteri fra Dansk Hjemmeproduktion, det skulle selvfølgelig indvies…
Jeg hentede 10 L mælk i køletanken og gik i gang med flødeost og fetaost (som jeg jo ikke må kalde feta…).
Det der tager længst sammenhængende tid er at jeg skal pasterurisere mælken før anvendelse til ost. Normalt drikker vi den jo bare frisk inden for et døgn. Nej, vi skummer den ikke. For at kunne skumme fedtet fra skal mælken helst ikke have været kølet ned først, men vi har køling på allerede i rørene fra malkestalen og til køletanken, så jeg kan faktisk ikke få frisk mælk, som ikke har været kølet, hvis jeg altså vil have det gennem filter osv.
½ L sødmælk (vi har pt. en fedtprocent på 4,26, så knap 1 højere end købt mælk) og ½ L købt økologisk piskefløde og lidt osteløbe blev forvandlet til flødeosten. Hvis man nu havde Jerseykøer ville mælken være endnu federe! Jo mere fedt og protein – jo mere ost!
Det var en nem proces, selv om det tager tid, men de 2×6 timer passede den sig selv på fyret! Derefter skulle den bare hældes i et stykke ostelærred, der lå i en sigte og stå et par timer i køleskab. Min stod i 6 timer da jeg var startet til frokostid. Med flødeost bør man starte om morgenen.
pris: 13 kr for økopiske, 1,28 for ½ l mælk fra køerne og for 50 øre osteløbe – så 14,78 kr for 314 g flødeost 🙂
Dagen i dag byder på gymnastikopvisning i Ribe med min ældste datter, der skal lave springgymnastik og zumba. Derfor skulle osten ikke smages til med hvidløg, som ellers er min favorit. I stedet blev det til friskkværnet rosenpeber, havsalt og små nye purløgsspirer fra haven (blancheret).
Da jeg havde smagt purløgs/peberosten til skulle den selvfølgelig prøvesmages med det samme!
Osten var ikke så skinnende som BUKO’s og knap så luftig som den fra min ynglings ostebutik Osteklokken i Esbjerg. Hvis du kommer der, så smag deres hvidløgsflødeost…
Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg laver flødeost – den skulle kunne holde sig ca. 7 dage i køleskab. Jeg kunne godt forestille mig at jeg lavede den med peberrod til lakseroulader – i forskellige lækre versioner til brunchbordet – og selvfølgelig min favorit hvidløgsost!
Der skal selvfølgelig købes piskefløde – da den blev lavet med halv mælk/halv fløde – så måske når der er tilbud på piskefløde, hvis jeg ikke engang investerer i en russisk centrifuge, meeeen det bliver ikke foreløbig da den er liiiiiidt for dyr – eller meget! men så kunne vi være selvforsynende med smør, piskefløde og ikke minds doublecream og selvfølgelig minimælk.
Min fetaost bliver færdig i eftermiddag, så skal den bare i saltlage 1-2 døgn… her er et sneak-peak: