Så blev Filippas blomsternederdel færdig – og den bringer da lidt forårsstemning ind i hverdagen! Den er strikket på tværs og så med vendepinde – det var lidt sjovt at prøve – og meget illustrativt med vidden… Tungen skulle holdes lige i munden når man skulle huske at strikke 40 eller 50 masker hver anden gang man vendte i det hvide. Alle stænglerne er strikket som retriller og vendepinde.
Jeg havde ind i mellem problemer med at omslaget i forbindelse med vendingen rykkede sig så jeg ikke kunne se, hvad der skulle strikkes – så måtte jeg tilbage og så prøve igen.
Der er hæklet 25 blomster og syet på og så syet knapper i alle blomsterne. Rigtig tøset. Bindebåndet skulle have været råhvidt, men havde ikke nok garn! Garnet var bomuld og bambus, hvilket var fantastisk blødt og dejligt at strikke i – ikke så hårdt som ren bomuld.
Et nærbillede af blomster og stængler – beklager det er lidt uskarpt, men farverne blev bedst uden blitz.
Nederdelen har været på i dag i børnehave og det gik fint 🙂 Pigen er heldigvis glad for det meste af det tøj hun får!
Specifikationer
Opskrift: Blomsterbørn – fra et børnehæfte der kom med Hendes Verden sidste forår
Materialer: Luna fra LØVE – 50% bomuld og 50% bambus
Farve: Råhvid, lys grøn, mørk grøn og gammelrosa
Købt hos: nettet 🙂
Pinde: 4½
Str: 6 år
Ny teknik: vendepinde – sjovt at det ikke bare er ret og vrang 🙂
Bemærkninger: Sjov at strikke – dejlig pyntet med de 25 hæklede blomster og knapper.

Huske at nyde hende her, mens hun træner kravle-stilling…