I dag har vi fejret fastelavn og været ude ved Mandø Ebbevej og se på isskruninger. Det var såååå imponerende. Jeg havde ikke kameraet fremme, men det havde min mor – hun er desuden bedre til at fotografere end jeg er!
Utroligt, hvad naturen har af kræfter – der var isflager – næsten – så langt øjet rakte! Det er når der er vind og højvande at isen bliver presset ind, når vandet så forsvinder ligger isen tilbage – og for hver gang det er højvande, bliver der vel fanget mere og mere is…
Jeg var overrasket over, hvor beskidt isen egentlig var – men det er jo sand og ler, som kommer med ind over isen når det så er højvande!
Jeg er sikker på min mor lægger flere billeder ud på sin blog Pia’s Hverdag
På bloggen kan du i øvrigt se de ting mormor laver til Filippa, Helena og Sigurd!
Dagen bød ellers også på Fastelavnsfest i de lokale landsbyforeningers forsamlingshus – det er 2. år jeg er med til at arrangere det. Det er nu hyggeligt at man så relativt nemt kan stable et arrangement for 70 børn og voksne på benene. Det er ganske simpelt tøndeslagning, kaffe, fastelavnsboller og hyggeligt samvær i et par timer.
Filippa har i år selv fundet på sit kostume, været med til at sy det og virkelig gået op i det. Hun blev bedst udklædt i skolen og var pavestolt! I morgen får hun lov lige at få det på igen og så tager vi nogle billeder 🙂